Året der gik

Traditionen tro. En af de lange og pralende: 2017 går nemlig snart på hæld. Det begyndte med premieren på vores serie ‘Sømand af verden’, der strøg direkte ind på DR Ks topfem liste og blev liggende dér gennem alle fem programmer. Ovenikøbet i selskab med genudsendelsen af vores serie ‘Ludere, lommetyve og lirekassemænd’, og samtidigt med vores temalørdag – eller rettere: tarmlørdag – på DR2. Som så mange gange før var det Charlotte Lønstrup, der med sikker hånd styrede optagelserne og som sørgede for, at jeg kunne sidde i ro og mag på matriklen og samle stoffet. Charlotte er selvfølgelig også med på Historieselskabets nuværende produktioner, ligesom Klaus Nedergaard, der i årevis har været min favoritfotograf og ven. Udover de to er en masse andre gode folk tilknyttet Historieselskabet, blandt andet tonemester Per Buhl Ács, der ikke er bleg for også at optræde som sej sømand eller en dum skid af en forvalter. Og klipper Mikael Reidar, fotograferne Sanne This, Simon Bruun Fals, Lars Schou, Charlottes søn, runner og skibsdreng m.m. Nikolaj Lønstrup, min egen søn Lasse Heilbuth etc. Dygtige folk der gør min hverdag nemmere og sjovere og som kan leve med den noget særegne arbejdsform i Historieselskabet, hvor der ikke er fancy redaktionslokaler, frokostordninger eller mange møder, og hvor chefen helst opholder sig i et lillebitte rodet hjemmekontor iført hjemmetøj og læsebrille i snor. På trods – eller måske på grund – af dette producerer vi virkelig mange broadcastminutter om året, især til DR K, der skal have en stor tak for at blive ved med at købe mine programmer. Og genudsende dem! Udover tv-arbejdet bød 2017 også på den årlige fest(ival) Historiske Dage (og vin med gode kollegaer), diverse foredrag rundt om i landet og et vikarjob på Radio24syv, hvor jeg havde en to timer lang samtale med forfatteren Klaus Lynggaard, der var personligt dybt berigende. Først på sommeren sprang jeg endvidere ud som producent af podcast. Jeg tjente ikke en krone på det, men er sikker på, at den genoplives en dag i fremtiden. Foreløbig er der for travlt. På trods af min gamle regel om IKKE at tage flere opgaver af gangen tikkede der nemlig tre ønskeprojekter ind efter sommerferien. Samtidigt! En serie om den danske bonde til DR K. En film om August Bournonville til Den Kongelige Ballet (hvor jeg gudhjælpemig har fået lov til at samarbejde med Erik Aschengreen,‘dansens nestor par excellence’). Og en serie der prøver at aflyse dommedag på DR P1 og fortælle nogle af de gode historier om verdens tilstand. Blandt andet ved hjælp af et historisk perspektiv. Som om det ikke var nok blev jeg i oktober hevet ud af min komfortzone og sat ud i marken, bogstavelig talt, da DR K bad mig om at være vært på en nye serie om amatørarkæologi. En serie, jeg ikke selv tilrettelagde eller producerede. Gisp. Her mødte jeg imidlertid de mest fantastiske ildsjæle, alle vores deltagere og dommer Lars Grundvad, men også produktionsholdet fra DR Arhus og Monday Productions (anført af Camilla Miehe-Renard, der er en lige så sprudlende og dygtig producent og redaktionsleder, som hun er vært). Serien har premiere i 2018, ligesom de andre produktioner. Derfor: Når Historieselskabet om fem dage fylder fem år, ja, så ser fremtiden ret god og tryg ud, og jeg kan endnu en gang glæde mig over, at jeg i sin tid besluttede at sige op i DR og starte mit eget lille firma. Et firma, der i 2017 opnåede af få over 10000 følgere på Facebook (i dette øjeblik: 11401) og hvor hver og én af jer ønskes et rigtig glædeligt nytår. Vi ses i 2018!