Pressemeddelelse ‘Sømand af verden’

 

23/02/17

Premiere DR K onsdag kl. 20.30, 8. marts 2017

Picture2
Liv Thomsen tager den danske sømand under kærlig behandling.

Tatoveringer over hele kroppen, et saftig sprog og en pige i hver en havn.
Der er mange myter om sømanden, og han har været en populær skikkelse i sange, film, bøger, ja, sågar i kongehuset, hvor Christian den 4. ’stod ved højen mast’, og Frederik den 9 gik under navnet ’sømandskongen’.
I fem programmer fortæller DR K historien om den danske sømand gennem tiderne. Fra den gang, hvor livet på havet var livsfarligt på grund af storm, elendig mad og hygiejne, sørøvere, syfilis m.m. til i dag, hvor de såkaldte skibsassistenter er online 24/7 og skyper med deres børn.

I århundreder har søfarten bragt Danmark ud i verden, og verden til Danmark, og vores hverdag ville være trist uden den kultur, kaffe, krydderier, kulørte stoffer og et hav af andre varer, der er blevet ført hertil af vandvejene, ligesom vi ville være betydelig fattigere uden søfartens bidrag til betalingsbalancen.
Den dag i dag er Danmark en af verdens største søfartsnationer, og vi har en af de største omsætninger fra skibe i Europa, ligesom over 100.000 mennesker er beskæftiget med søfartsrelateret arbejde.

Serien er udviklet i et samarbejde mellem Historieselskabet og M/S Museet for Søfart, og seerne vil blive præsenteret for en unik samling af gamle billeder og film, der skildrer livet på havet. Materialet kommer fra DR arkivet, M/S Museet for Søfart, Marstal Søfartsmuseum og andre samlinger, men også fra sømændene selv. De har foreviget hverdag og fest, og deres billeder er blevet indsamlet af Snesejler.dk. Derfor kommer vi helt tæt på – og er med ombord, med havn og med i krig.

De enkelte programmer

Picture3

Sømand af verden, 1:5 – sømandskabet
Vi begynder på det gode skib Fulton, hvor generationer af purunge skibsdrenge har lært sømandskabet at kende fra bunden.
Det handler om hårdt arbejde, håndværk og højder, og det handler om et helt unikt teamwork!
Vi fortæller også om søfarten gennem tiderne, om sejlets uvurderlige betydning for skibet og om kunsten at navigere.
Medvirkende: Asger Nørlund Christensen – Søfartshistoriker, Ph.d. Studerende, Syddansk Universitet & Thorbjørn Thaarup – Museumsinspektør, M/S Museet for Søfart
Picture4
Sømand af verden, 2:5 – havnen
Uger, måske måneder, på meget lidt plads, med dårlig mad, hårdt arbejde og nærmest ingen fritid. Der er ikke noget at sige til, at sømanden trækker i festtøjet, når han endelig kan sætte foden på fast jord.
I alverdens havne er der et hav af værtshuse, bordeller, tatovører og folk, der faldbyder eksotiske varer. Og vi har fået adgang til sømændenes egne helt unikke billeder af mødet med det fremmede. At gå i land kan dog også betyde at vende hjem, til Danmark og til familien, f.eks. i søfartsbyen Marstal.
I århundreder har byen haft et Danmarks mest livlige havnemiljøer, kendt blandt andet fra Carsten Jensens bog ’Vi, de druknede’.
Medvirkende: Erik B. Kromann – Museumsleder, Marstal Søfartsmuseum & Mette Eriksen Havsteen-Mikkelsen – Museumsinspektør, Marstal Søfartsmuseum

Picture5

Sømand af verden, 3:5 – Stormen og troen
Kampen mod naturen har altid været et grundvilkår for en sømand.
Havet er en levnede organisme der i det ene øjeblik ånder blidt og nænsomt og i næste øjeblik brækker store søer ind over skibet.
Selv helt moderne skibe kan blive slået til pindebrænde af brutale bølger.
Vi har besøgt Vesterhavet, hvor tusindevis af skibe og sømænd ligger begravet og fortæller om storm og forlis, og om den tro og overtro, sømændene har tyet til gennem tiderne for at håndtere frygten for at blive ædt af havet
Medvirkende: Morten Tinning – Museumsinspektør M/S museet for Søfart & Thorbjørn Thaarup – Museumsinspektør M/S Museet for Søfart

Picture6

Sømand af verden 4:5 – Livet ombord
At være sømand kræver sin mand.
Han oplever masser af eventyr, fælleskab og natur, men han bor også i uger, måske måneder, på meget lidt plads med en masse andre mænd, har meget lidt fritid og må helt undvære familien.
Folk der arbejder på skibe har mange gange større risiko for arbejdsulykker og sygdomme, ligesom de dør tidligere end os andre.
I gamle dage var det af mangelsygdomme, men i dag er det af livsstilssygdomme.
Vi er denne gang ombord på det gode skib Fylla og sætter fokus på alt det der gør livet surt – og sødt – til søs!
Medvirkende Mette Eriksen Havsteen-Mikkelsen – Museumsinspektør Marstal Søfartsmuseum & Henrik L. Hansen – Leder af Embedslægerne Syddanmark

Picture7

Program 5 – krigen
At være sømand er også at være soldat. I hvert fald når landet er i krig. I århundreder har krig og konflikt været en del af livet til søs. På den ene side har det været civile søfolk, der har bemandet kongens krigsskibe. På den anden side har sømænd i mange perioder været under angreb fra fjendtlige krigsskibe og pirater. På Fregatten Jylland får man en virkelig god fornemmelse af livet ombord på et krigsskib i 1800 tallet, og vi fortæller om kunsten at håndtere de tunge kanoner og at amputere ben og arme under dækket, men også om hvad der sker med krigsførelsen til søs under 1. og 2. verdenskrig. Medvirkende: Jakob Seerup – Museumsinspektør Nationalmuseet & Morten Tinning – Museumsinspektør M/S Museet for Søfart

 

’Sømand af verden’ er en hyldest til Troels Kløvedal og alle de andre sømænd, der har foræret os verden, og den er produceret af Historieselskabet og tilrettelagt af Liv Thomsen og Charlotte Lønstrup.
Kontakt

Liv Thomsen  telefon: 23235199 eller mail: livthomsen@historieselskabet.dk

Pressebilleder ud over de vedlagte kan hentes på DRs pressesite eller anskaffes gennem Historieselskabet.
Læs mere om Liv Thomsen og Historieselskabet her:
Historieselskabet på Facebook

Historieselskabets hjemmeside