Historiebøger #5: Videnskabsgeni og verdensstjerne

I denne episode har jeg besøg af forfatteren Lotte Kaa Andersen, der har skrevet bogen ‘Den inderste kerne’. Romanen er baseret på den sande historie om den danske matematiker og forsker Inge Lehmann (1888-1993), der udforskede jordens indre kerne. Som verdens første kvindelige seismolog mødte hun megen modstand i det danske naturvidenskabelige miljø, der i høj grad var en lukket herreklub. Til gengæld var Lehmann en stjerne i udlandet og forskede til hun fyldte 99 år.

Lyd: Per Buhl Achs

Historiebøger #4: Vikinger og verdensarv

Verdens største runesten og en mindre, som er den ældst bevarede danske kilde. En palisade på tre til fem meter i højden, der indhegnede et areal, der svarer til 20 fodboldbaner. En skibsætning og to gravhøje, hvoraf den ene ikke er en gravhøj alligevel. Og så en kirke, hvor man har fundet de jordiske rester af en fornem mand fra vikingetiden – måske Gorm den gamle…
Der er ikke noget at sige til, at Jellingmonumenterne er udråbt til at være verdensarv – og umistelige for menneskeheden.

Jeg taler med Adam Bak, cand.mag. i forhistorisk arkæologi og moderne kultur og kulturformidling og museumsinspektør ved Kongernes Jelling, og vi tager udgangspunkt i Niels Lunds nye bog ’Jellingkongerne og deres forgængere’. Det handler om de forskellige fortællinger om Jelling og om de nye opdagelser.
Niels Lunds bog er udkommet på Vikingeskibsmuseets forlag og kan købes f.eks. online

Teknik: Per Buhl Achs

Historiebøger #3: Guldalder på vrangen

I denne episode har jeg besøg af forfatteren Peter Løhr, der har skrevet kunstnerromanen ‘Hulemennesket’ om guldaldermaleren Johan Thomas Lundbye. Vi følger Lundbye til Rom, hvor han opholder sig fra 1845 til 1846. Her er han en del af den danske kunstnerkoloni, hvor man konkurrerer med hinanden om at blive den nye Thorvaldsen. Løhr beskriver kunstnernes kunst, bromances, voksenmobninger og voldsomme følelser i et saftigt og sanseligt sprog fuld af bandeord og farver. Og han begynder og slutter romanen med Lundbyes mystiske dødsfald som kun 29-årig under Treårskrigen – et par år efter Rom.

Bogen er udkommet på Gyldendal, og du kan studere de kilder og billeder, vi taler om på de disse to fantastiske sites:

KILDER TIL DANSK KUNSTHISTORIE

SMK Open

Lyd: Per Buhl Achs

Musik: Upright

Historiebøger #1: Sex i middelalderen

Det handler om utroskab, prostitution, sodomi og de grusommeste straffe, når jeg kravler ned under dynerne med historiker Kåre Johannessen. Han kalder sig privatpraktiserende historiker og er en af landets mest engagerede og medrivende historieformidlere, som du måske kender fra DRs ‘Historiequizzen’. Kåre har skrevet bogen ‘Lyst og lidenskab i middelalderen’ om seksuel adfærd i Danmark og Europa i perioden ca. 1000-1500 e.Kr. Hans pointe er ikke helt overraskende: Vi har dyrket sex siden tidernes morgen, også i middelalderen, hvor det meste ellers var forbudt og farligt ifølge den altdominerende Romerkirke. Og det har ikke været kedeligt. Det viser nogle særdeles frække kalkmalerier og skriftlige kilder.

Lyt til en særdeles underholdende og oplysende indføring (hø, hø) i vores forfædres seksuelle udskejelser og i middelalderen.

Lyd & mix: Per Buhl Achs.

 

Søren Kierkegaards liv og tanker, episode 5: Kierkegaards kirkekamp

I sine sidste leveår indleder Søren Kierkegaard en voldsom kamp mod den danske folkekirke og dens ‘levebrødspræster’. Han raser mod det hykleri, der hersker i kirkerne og bruger meget stærke vendinger mod f.eks. Grundtvig. Thomas Fauth Hansen er PhD studerende med fokus på det man kalder “kirkekampen” eller “kirkestormen”, og han perspektiverer den ældre Kierkegaards radikale religiøse budskaber.Ironisk nok får Kierkegaard selv en folkekirkelig begravelse, der vækker skandale, og hvor hundredvis af københavnere siger farvel til geniet

Serien er i sin tid produceret til DR. Teknik: Martin Rosbøll. Citater indtalt af Jakob Thygesen

Søren Kierkegaards liv og tanker, episode 4: Brummende umennesker

Danmark gennemlever store forandringer i 1840erne. Tivoli åbner, grundloven underskrives, verden bliver mindre. Søren Kierkegaard betragter udviklingen med skepsis. Han frygter massekulturen og demokratiet. Samtidig er han voldsomt optaget af kristendommen.

Sørine Gotfredsen uddyber Kierkegaards syn på den enkelte og på Gud, og Peter Thielst fortæller om Kierkegaard og eksistentialismen.

Bemærk at jeg ved en fejl kalder Christian 8. for Christian 7. Beklager!

Serien er produceret til DR. Teknik Martin Rosbøll. Citater indtalt af Jakob Thygesen

Søren Kierkegaards liv og tanker, episode 3: Martyren

1846 er et forfærdeligt år i Søren Kierkegaards liv.

Her indleder det satiriske tidskrift ‘Corsaren’ en smædekampagne mod den aparte filosof, der for altid ændrer hans forhold til sin hjemby og sine medmennesker.

Ærkekøbenhavneren, der elsker livet på gaderne, bliver udsat for hån, spot og latterliggørelse.

Jeg taler med filosof og forfatter Peter Tudvad om, hvad mobberiet har af konsekvenser, og går i dybden med Kierkegaards sære bog om kærlighed med leder af Søren Kierkegaard forskningscenter Pia Søltoft

Serien er produceret til DR. Teknik Martin Rosbøll. Citater indlæst af Jakob Thygesen.

Søren Kierkegaards liv og tanker, episode 2: ‘Enten – Eller’

‘Enten – Eller’ er en af Danmarkshistoriens mest omdiskuterede bøger. Den udkom i 1843, og placerede én gang for alle Søren Kierkegaard på litterære parnas. Eller rettere: udenfor parnasset.

Tidens store smagsdommer Johan Ludvig Heiberg kaldte nemlig bogen for et ’monstrum’ og tog afstand fra dens udførlige beskrivelser af forførelse, nydelse og udsvævende liv.

Han og de andre godt femhundrede læsere af bogen havde også svært ved at abstrahere fra, at dens forfatter netop havde brudt forlovelsen med den yndige borgerdatter Regine Olsen.

En ganske uhørt ting at gøre i guldalderens Danmark.

De færreste bemærkede, at Kierkegaards budskab netop var, at man skal fravælge den overfladiske nydelse og i stedet vælge ansvaret og pligten.

Liv Thomsen fortsætter sin fortælling om Søren Kierkegaard og får denne gang hjælp af Joakim Garff og Pia Søltoft, begge fra Søren Kierkegaard Forskningscenter.  De fortæller blandt om Enten Ellers æstetiker og etiker.

Serien er produceret til DR. Teknik: Martin Rosbøll. Citater indtalt af Jakob Thygesen

Søren Kierkegaards liv og tanker, episode 1: Forbandelsen.

Lyt til Liv Thomsens fortælling om denne store tænker og forfatter Søren Kierkegaard. I seks programmer følger vi ham fra fødsel til død og dykker ned i hans udvalgte værker og temaer. Vi møder en lang række førende forskere, der hjælper med at åbne Kierkegaards særlige univers op for lytterne. I det første program er vi på således på besøg hos forfatterne Peter Tudvad og Mathilde Walther Clark. Det skal blandt andet handle om en frygtelig familieforbandelse, om en far, der skaber en olding ud af sin søn og om begrebet ironi.

Serien er produceret til DR. Teknik: Martin Rosbøll. Citater indtalt af Jakob Thygesen. Tegning: Tea Bendix