Her kan du høre skibsfører André Jensen fortælle om sine år som sømand:
Her er et uddrag fra Ole Hvitveds beretning om en tur med “Danmark” 1960-61
Efter at have forladt Madeira (hvor vi havde tilbragt juledagene) var vi vel ude i Atlanten mod Vestindien under en herlig lun passat agten for tværs. Men en nat friskede vinden pludselig op til hård kuling, så røjl og bram skulle stryges på alle toppe. Så vidt, så godt, og alt gik planmæssigt, lige indtil store-bramrå skulle fires af. Man mistede af en eller anden grund bramfaldet, og råen røg ned med et brag. Det kunne den selvsagt ikke holde til, og råen brækkede i to stykker, se billede. Så hvad nu?? Men under morgenmønstringen trådte Tømmermanden frem. “Den fikser jeg, og se så for fanden at få stumperne ned.” Vi havde et par store trækævler liggende, og en af dem havde til alt held længde af en halv bramrå. Og så gik Tømmermanden ellers i gang. Som Bernt Kure så udførligt beskrev i sin artikel, så er Tømmershoppen særdeles velforsynet med værktøj. Skarøkser, save, stemmejern, høvle, file og hvad ved jeg blev fundet frem. Stille og roligt kunne man se, at der indeni den firkantede og grove trækævle lå en halv bramrå og bare ventede på at blive pakket ud og befriet for alt det overflødige træ, se billede.Det var skibstømmerarbejde og håndværk på højeste plan. Det lykkedes ham at laske den længste halvdel af den knækkede rå sammen med den ny, og vi kunne fremover igen føre både røjl- og bramsejl på storetoppen. Dyb respekt! Om råen sidder der endnu ved jeg ikke, men det skulle ikke undre mig.
Og her fortæller Ole Hvitved om en dramatisk oplevelse på Atlanten på samme tur:
Godt på vej mod Skt. Thomas lyder det en eftermiddag pludselig “Mand overbord”, og det lød ikke som en øvelse. Da jeg var stukket ud til “Bådrulle” sprang jeg straks op fra banjen, op på poopen og ud på min tofteplads i stb. travalje. Inden længe var samtlige tofter besat, davidernes taljereb var klar og besat, og 1. styrmand Bentson sad ved roret og kunne beordre “FIR AF“. At hugge blokkene ud i de store atlanterhavsdønninger kræver koordinering, og jeg husker den store kleppert, (elev nr. 2 LaCour), stå i stævnen, og Bentson agter tælle “1-2-UD”. Alt gik godt, og vi kom fri af skibet. Vi roede så “blodet sprang af neglene”. En gast i travaljen skulle holde øje med agterudkiggen på Danmark, som imidlertid var klatret op på krydsmærset med et flag, hvormed han angav retningen til den overbordfaldne. Men at finde en person man ikke kan se, er noget af en opgave, dog efter godt en times tid havde vi gutten ombord i travaljen. Jeg husker ikke ret meget om roturen, men hvad der står mig lysende klart er de manøvrer jeg så, hvor “Danmark” gennemførte en perfekt “Mand overbord” manøvre. Fra en bliden bør agten for tværs styrbord skar hun op til bidevind styrbord halse, og solens spil i sejlene da skøder og braser justerede riggen var et syn for guder. NØ-lig kurs. Efterfølgende en perfekt stagvending til SØ-lig kurs. Vi så, hvordan fortop og forsejl blev bakket over vindøjet, efterfølgende rundt med forgrej. Alt det vi havde lært, men aldrig set, kunne vi på god afstand observere. Dette syn er kun de færreste forundt. Inden længe lå “Danmark” stille og rullede i dønningerne med forsejl og forundermærssejl bakket, og krydsundermærssejl og krydssejl (mesanen) sat. At hugge davidblokkene ind er en omvendt proces, nemlig “1-2-IND” og efterfølgende “HAL HJEM”. Gutterne var klar ved davidblokkene, og vi var alle sikkert ombord efter en særdeles dramatisk oplevelse.
Med venlig hilsen og god vind
Ole Hvitved
TRYK PÅ BILLEDERNE FOR AT KOMME VIDERE:
