Pressemeddelelse:
’Grever, godsejere & gullaschbaroner’ – en fortælling om dansk overklasse i 300 år
Premiere, DR K 28 juni kl. 20.00
Det handler om magt og pragt. Og det handler om ufattelige privilegier, hemmeligheder og meget stærke traditioner og værdier.
I denne serie fortæller vi overklassens historie gennem 300 år i Danmark. Fra dengang kongen og adelen suverænt og synligt styrede hele riget til nu, hvor eliten er langt mere usynlig, men måske ikke så meget mindre betydningsfuld…?
Historieselskabets forrige serie ‘Ludere, lommetyve & lirekassemænd’ foregik på bunden af samfundet, men i denne serie befinder vi os i den absolutte top af hierarkiet, blandt den ene procent. Vores hovedpersoner er aristokrater, godsejere, finansfyrster, gullaschbaroner, fabrikanter og købmænd (se oversigten længere nede)
Og det er mænd. Rige mænd. Rige heteroseksuelle mænd. Med kors, bånd og stjerner på! Vi fortæller magten gennem tiderne og kaster – med hjælp fra førende forskere og forfattere – et kærligt og kritisk blik på den danske elite og trænger ind i dens verden. Vi afdækker de traditioner, værdier, leveregler, der har hersket i flere hundrede år, helt tilbage fra enevælden, og som har større indflydelse på os normaldanskere liv anno 2016, end man umiddelbart skulle tro. Og vi besøger de herregårde, slotte, villaer, luksusetablissementer, boligkvarterer, hvor de rige bor og færdes.
Vi begynder fortællingen i 1700 tallet, hvor adelen brugte oceaner af kræfter og penge på at vise omverdenen – og kongen – hvor vigtig, man var. Derfra rejser vi videre op i 1800 tallet, hvor en ny slags overklasse opstår i kølvandet på industrialiseringen, og vi slutter i vore dage, hvor der ifølge forskere er to slags rige i Danmark: Den økonomiske overklasse og den ’rigtige’ overklasse. I alt 47 familier er i besiddelse af så meget magt og så store formuer, at nogle mener, at det reelt er dem, der styrer landet. I modsætning til på enevældens tid er diskretion en æressag, og sociologen Mai Heide Ottosen, som i sin forskning har sammenlignet Hellerup og Herlev, siger: ’Der hersker en selvforståelse af, at man er aflukket fra de almindeliges verden.’ De rige følger nogle helt bestemte koder; et uudtalt moralkodeks og et sindrigt system, som ingen forbryder sig imod. De få undtagelser, der bekræfter reglen, udstødes af fælleskabet – det fælleskab, hvor tilknytningen til kongehuset er af ligeså afgørende betydning, som det var for en greve i 1700 tallet.
’Grever, godsejere og gullaschbaroner’ er tilrettelagt af Liv Thomsen, Charlotte Lønstrup og Sarah von Essen, fotograf/visuel producer; Klaus Nedergaard, klipper: Mikael Reidar, tonemester: Per Buhl Ács , grafiker Aaen Asger Nedergaard, redaktion: Lasse Heilbuth, DR K redaktør: Flemming Hedegaard Larsen
Vært Liv Thomsen
De seks programmer:
Grever, godsejere & gullaschbaroner 1:6
Vores første hovedperson er aristokraten Jørgen greve Scheel.
Fra herregården Gammel Estrup tronede han over et lille kongerige med over 500 kvadratkilometer land. Hvilket svarer til 2 procent af Jyllands jord. .
Greven brugte oceaner af kræfter og penge på at vise omverdenen – og kongen – hvor vigtig han var. Og var den første af sin slægt, der efterlod sig mindre end han havde arvet.
Medvirkende: Professor og forfatter Ulrik Langen og vært Liv Thomsen.
Grever, godsejere & gullaschbaroner 2:6
Alle kender Karen Blixen (født Karen Dinesen), mange kender hendes far William Dinesen, men de færreste har hørt om hendes farfar Adolph Wilhelm Dinesen.
Nu får han hovedrollen, når vi fortæller historien om den farverige godsejer.
Han var kriger, kunstner og konservativ i en periode af 1800 tallet, hvor Danmark gennemlevede enorme forandringer.
Dinesen tilhørte den absolutte samfundstop og deltog i hele tre krige, samtidig med at han som en anden konge styrede herregården Katholm, skrev bøger og var involveret i det politiske liv.
Medvirkende: Historiker og forfatter Tom Buk-Swienty og vært Liv Thomsen.
Grever, godsejere & gullaschbaroner 3:6
Historien om Danmarks første industrifyrste CF Tietgen, begynder i et af Odenses fattige kvarterer og slutter i Marmorkirken i København, som han ejer.
Det er fortællingen om kapitalismens og liberalismens store gennembrudsår i anden halvdel af det nittende århundrede. Om tiden økonomiske sværvægter, Tiegten, som forstod at knytte de helt rigtige kontakter – endda helt ind i kongehuset. Manden blev en myte, allerede mens han levede.
Medvirkende: Arkivar og seniorforsker Steen Andersen og vært Liv Thomsen.
Grever, godsejere & gullaschbaroner 4:6
Gullaschbaronerne er kendt for at spekulere i kød til tyskerne under 1. verdenskrig. I dette program skal vi møde en anden slags spekulant.
Det er historien om den fattige Nyboderdreng, der i løbet af kort tid bliver byggematador og landskendt skibsreder. Valdemar Henckel satte et markant præg på en række kvarterer i København igennem et halvt århundrede.
Han smed om sig med penge, levede som en fyrste – men kom aldrig i nærheden kongehuset, eliten eller de gamle penge.
Medvirkende: Historiker Hans Henrik Appel, Museumsinspektør Mosede Fort, og vært Liv Thomsen.
Grever, godsejere & gullaschbaroner 5:6
Engang var Danmark et industriland, hvor der i hver en by var fabrikker, der fremstillede alle mulige nyttige sager og gav arbejde til byens befolkning. Fabrikanterne tilhørte overklassen, de boede i store villaer, kørte i dyre biler, og deres koner gik i smukt tøj.
I Fredericia var der sølvvarefabrikken Cohr – et familiefirma, der fejrede sin 100-års fødselsdag i 1960. Det var også det år, Einar Cohr satte sig i direktørstolen.
Det var også begyndelsen på enden for fabrikantfamilien. Nok buldrede højkonjunkturen, men familien Danmark, der aldrig havde været rigere, ville hellere have knallerter og køleskabe end knive og kagegafler i sølv.
Sølvet blev også dyrere og gik samtidig af mode.
Og fabrikantfamilien drattede ud af overklassen.
Medvirkende: Historiker & forfatter Karin Lützen og vært Liv Thomsen
Grever, godsejere & gullaschbaroner 6:6
Alle er dus med Lars Larsen.
Han er Danmarks mest jordnære rigmand, og han har skabt sin formue på discountdyner.
Men tilhører han overklassen?
Lars Larsens historie er historien om nye og gamle penge, om social mobilitet og det vanskelige ved at indkredse overklassen – og overhovedet at tale om den.
Hvem tilhører den danske overklasse i dag, og hvorfor er det netop de familier, der har hjemme der?
Medvirkende: Sociologer & forfattere Anton Grau Larsen & Christoph Ellersgaard, vært Liv Thomsen